Indsend tilbud Samarbejdspartner til koordinering og gennemførelse af sparringspaneler for iværksættere
Samarbejdspartner til koordinering og gennemførelse af sparringspaneler for iværksættere
Erhvervshusene søger en ekstern samarbejdspartner til at koordinere, sammensætte og gennemføre sparringspaneler for iværksættere under den brede iværksætterindsats.
Sparringspanelerne er et frivilligt tilbud til iværksættere, der deltager i eller har deltaget i aktiviteter under den brede iværksætterindsats. Det er desuden muligt for relevante iværksættere, som ikke har deltaget i indsatsens aktiviteter at deltage efter nærmere aftale. Deltagerne kan både være personer uden CVR-nummer og virksomheder, der er etableret inden for de seneste år. Det er vigtigt, at panelerne fremstår som en integreret del af af den samlede indsats.
Formålet med panelerne er at give iværksættere adgang til kvalificeret og udviklingsorienteret sparring fra erfarne erhvervsprofiler med relevante kompetencer inden for blandt andet forretningsudvikling, salg, strategi, vækst og finansiering.
Der forventes gennemført i alt 27 sparringspaneler i perioden september 2026 til november 2028.
Vi søger en samarbejdspartner, der kan sikre en professionel, ensartet og værdiskabende afvikling af sparringspanelerne på tværs af landet.
Den valgte leverandør skal have det samlede ansvar for planlægning, koordinering, rekruttering af panelister, sammensætning af paneler og facilitering af aktiviteterne.
Målgruppe
Målgruppen for sparringspanelerne er ambitiøse og motiverede iværksættere, der er i gang med at etablere eller udvikle en virksomhed, og som ønsker kvalificeret sparring på deres næste forretningsmæssige skridt.
Deltagerne vil typisk være founders, som har deltaget i aktiviteter under den brede iværksætterindsats. Det vil særligt være iværksættere fra forløbet ’Fra idé til forretning’ og virksomheder, der har modtaget tilskud gennem ’Tag din virksomhed til næste niveau’. Der kan både være deltagere uden CVR-nummer og etablerede virksomheder, som har været i gang i flere år dog max. 7 år efter etablering. Langt de fleste forventes at være mellem 0-3 år.
Der vil være stor variation i brancher, forretningsmodeller og modenhed. Fælles for deltagerne er dog, at de har et konkret ønske om at udvikle deres virksomhed, og er villige til aktivt at arbejde videre med den sparring de modtager.
Iværksætterne vil ofte være karakteriseret ved at:
- Have et produkt, en service eller et koncept, som allerede er afprøvet eller under afprøvning.
- Stå over for vigtige strategiske beslutninger om virksomhedens videre udvikling.
- Have behov for at få perspektiver udefra på deres muligheder, udfordringer og prioriteringer.
- Søge kvalificeret feedback fra personer, som har praktisk erfaring med iværksætteri og opstart af virksomhed.
- Have begrænsede ressourcer og derfor behov for hjælp til at identificere de vigtigste næste skridt.
Typiske temaer og sparringsbehov:
- Skærpelse af værditilbud og kundeværdi
- Målgruppe- og kundesegmentering
- Salg og markedsadgang
- Prissætning og indtjeningsmodel
- Forretningsmodel og skalering
- Markedsføring, branding og kommunikation
- Pitch og præsentation af virksomheden
- Finansiering, investering og fundingmuligheder
- Organisering, kompetencer og partnerskaber
- Prioritering af vækstinitiativer og næste skridt
- Praktiske og tekniske udfordringer
- Internationalisering
Mange deltagere befinder sig i en fase, hvor de skal gå fra idé til marked, fra de første kunder til vækst eller fra lokal til skalerbar forretning. Sparringspanelerne skal derfor bidrage med konkrete erfaringer, kritiske perspektiver og handlingsorienterede anbefalinger, som kan hjælpe iværksætteren videre i sin udvikling.
Opgaven
Leverandøren skal planlægge og gennemføre i alt 27 sparringspaneler i projektperioden fordelt over hele landet.
Panelerne forventes i udgangspunktet gennemført som fysiske arrangementer, men enkelte kan skulle gennemføres digitalt, afhængigt af deltagernes behov og geografiske placering.
Der forventes op til 10 iværksættere pr. panel.
Den valgte leverandør skal som minimum varetage følgende opgaver:
1. Rekruttering og vedligeholdelse af panelistkorps
Leverandøren skal etablere og vedligeholde et korps af relevante panelister med erfaring fra eksempelvis:
- Iværksætteri
- Forretningsudvikling
- Salg og go-to-market
- Markedsføring og branding
- Skalering og vækst
- Finansiering og investering
- Digital forretning
- Ledelse og organisationsudvikling
- Internationalisering
- Branchespecifikke kompetencer
Leverandøren er ansvarlig for løbende, at sikre et tilstrækkeligt antal profiler til at kunne sammensætte relevante paneler, der matcher målgruppens behov.
2. Sammensætning af paneler
Leverandøren skal sammensætte panelerne ud fra de deltagende iværksætteres behov og udfordringer. Målgruppen for indsatsen spænder bredt i branche og modenhed, men fælles er, at de er ambitiøse og udviklingsorienterede.
Hvert panel skal som udgangspunkt bestå af 3-4 relevante erhvervsprofiler samt en repræsentant fra erhvervshusene.
Leverandøren har ansvar for at sikre den rette faglige sammensætning og kompetencedækning i hvert panel.
3. Koordinering og deltagerhåndtering
Leverandøren skal:
- Koordinere datoer og gennemførsel af panelerne sammen med Erhvervshusene for at sikre sammenhæng og undgå overlap med andre aktiviteter
- Håndtere dialog med panelister
- Indsamle relevant materiale fra deltagende iværksættere
- Udarbejde foreberelsesmateriale til deltagere
- fx viden om præsentationsteknik, pitch deck osv.
- Tilbyde deltagere en kort forberedende samtale for at sikre fokus og udbytte
- Sikre forventningsafstemning med både panelister og iværksættere
- Udarbejde nødvendig information og briefingsmateriale til brug i rekruttering
- Deltage på fx masterclasses eller 'ide til forretning' forløb efter behov, hvor sparringspanalerne kort præsenteres
Erhvervshusene står for den primære rekruttering af iværksættere til panelerne. Alle paneler oprettes som aktiviteter med tilhørende tilmelding på indsatstens deltagerplatform. Ifm. tilmelding kan deltagerne svare på spørgsmål, der kan bruges som baggrund for sammensætning af paneler.
4. Facilitering og afvikling
Leverandøren skal facilitere og gennemføre alle panelerne og derved sikre:
- Professionel rammesætning
- Tidsstyring
- Ensartet kvalitet på tværs af panelerne
- Konstruktiv og udviklingsorienteret sparring
- En tryg og professionel oplevelse for deltagerne
Vi forventer, at leverandøren bidrager til løbende kvalitetssikring af indsatsen og efter behov deltager i evaluering af aktiviteterne. Der skal i denne sammenhæng løbende opsamles erfaringer og forslag til forbedringer af konceptet. Erhvervshuset sørger for, at der udsendes evaluering til deltagerne efter hver pitch dag, men leverandøren forventes at bidrage til at sirke en relevant evalueringsramme.
Format for sparringspaneler
Et sparringspanel forventes typisk at have følgende struktur:
Introduktion og rammesætning:
- Formål med dagen
- Introduktion til panel og deltagere
- Feedbackprincipper og forventninger
Pitch og sparring for hver iværksætter:
- Kort præsentation af virksomhed eller idé
- Sparring og spørgsmål fra panelet
- Opsamling på anbefalinger og næste skridt
Fælles opsamling
- Tværgående læringspunkter
- Gennemgående udfordringer og muligheder
Den konkrete metode kan justeres af leverandøren, så længe formålet med aktiviteten opfyldes.
Krav til leverandøren
Tilbudsgiver skal dokumentere erfaring med:
- Facilitering af lignende aktiviteter
- Rekruttering og koordinering af eksterne erhvervsprofiler med særligt fokus på iværksætteri, innovation og virksomhedsudvikling for iværksættervirksomheder
- Planlægning og afvikling af lignende aktiviteter for iværksættere
Det er en fordel, hvis tilbudsgiver har et eksisterende netværk af erhvervsprofiler med særlige kompetencer og viden om iværksætteri, der kan indgå i panelerne.
Generelle krav og information:
- Tilbud skal indeholde tydelig afsender
- Tilbud skal have en tydelig pris
- Tilbud skal indholde dato for tilbudsafgivelse
- Tilbudsgiver skal angive pris for evt. yderligere tilkøb af timer
Tilbudsspecifikation
Tilbuddet skal som minumum indeholde:
- Samlet pris for leverancen inkl. forberedelse, kørsel og evt. materialer.
- Beskrivelse af opgaveløsningen
- Beskrivelse af organisation og nøglepersoner
- Dokumentation for relevant erfaring
- Beskrivelse af tilgang til rekruttering og sammensætning af paneler
- Beskrivelse af kvalitetssikring
- Samlet pris for den samlede leverance inkl. kørsel og materialer
- Eventuelle forudsætninger for tilbuddet
- Kontaktperson
Evalueringskriterier
Pris: 30%
Kvalitet: 70%, fordelt på:
- Faglighed (40%): Erfaring med forberedelse af deltagere samt sammensætning af pitch paneler med særlig fokus på iværksætteri, herunder forretningsudvikling
- Metodisk kvalitet (30%): Erfaring og evne til planlægning, koordinering og løbende håndtering af aktiviteter
- Erfaring med og forståelse for målgruppen (30%)
Erhvervshus Hovedstaden kan, hvis det vurderes relevant, invitere de bedst evaluerede tilbudsgivere til et kort møde for at gennemgå opgaven og evt. tilpasninger.
Erhvervshus Hovedstaden forbeholder sig ligeledes retten til ikke at vælge et af de modtagne tilbud, hvis ingen tilbud vurderes at kunne udføre opgaven tilfredsstillende. I så fald vurderer projektet om opgaven annonceres på ny eller ikke gennemføres.
Spørgsmål og næste skridt
Eventuelle spørgsmål kan rettes til kontaktpersonen angivet i materialet.
Når leverandør(erne) er valgt, udarbejdes kontrakt og der aftales opstartsmøde.
Baggrund for annoncering
1. Resume af projektet: Den brede iværksætterindsats tilbyder kompetenceforløb og tilskud til iværksættere, der er motiverede, målrettede og med en klar plan. Ambitionen er at udbyde et fleksibelt tilbud af høj kvalitet til iværksættere i Danmark, der har potentiale for at udvikle deres ide og/eller forretning.
2. Mål: I perioden januar 2026 – 31. december 2028 skal mindst 1.400 iværksættere deltage i et forløb og/eller modtage tilskud gennem programmet.
3. Projektets målgruppe: Iværksættere – dvs. personer som er i gang med og formentlig har besluttet at starte virksomhed, og virksomheder som er opstartet (har en CVR-registrering), der ikke er ældre end 7 år. Målgruppen specificeres yderligere i forbindelse med de enkelte aktiviteter.
4. Erhvervshus Hovedstaden er opmærksom på at handle i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper om saglighed, økonomisk forsvarlig forvaltning, forbuddet mod varetagelse af uvedkommende hensyn, ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet. Erhvervshuset gennemfører denne annoncering for at leve op til EU’s krav om, at ydelsen er købt på ”markedsmæssige vilkår” og for at finde en samarbejdspartner, der kan løse denne specifikke opgave på den bedst mulige måde.